
På jagt efter Willumsens farver.
"På jagt efter Willumsens farver" er en interaktiv lydfortælling. Den er produceret for Willumsen Museum - et museum for den danske multikunstner Jens Ferdinand Willumsens (1863-1958) kunst samt hans egne kunst- og billedsamlinger. Lydfortællingen er udviklet til børn mellem 6 og 12 år og kan lyttes til alene eller sammen med andre.
Når du lytter, møder du Willumsen, der gennem hele livet ikke rigtig passede ind, lige meget hvor han var. Han ville hellere tegne end at være i skole, han ville hellere på eventyr rundt i verden end at kede sig derhjemme, og så elskede han farver! Men der er noget galt. Han har mistet sine farver, og du må gå på jagt i hans malerier for at finde dem og sikre, at verden ikke forbliver grå og kedelig. På din rejse vælger du selv handlingen, og du må være modig og nysgerrig, for kun herved får du adgang til malerierne og de forsvundne farver.
Oplevelsen er designet, så du efter at have lyttet kan tage på Willumsens Museum i Frederikssund. Her kan du låne farverne, du finder på lydrejsen og tegne dine egne billeder. Her kan du også se, om du kan genkende nogle af farverne og følelserne i Willumsens andre malerier, der hænger på museet.
Du kan lytte til "På jagt efter Willumsens farver" i playeren nedenfor, du kan finde den i din podcast player eller via museets hjemmeside.